Vil du følge med? 👇
Tarteletter
Tarteletter med høns i asparges
Tarteletter med høns i asparges er en rigtig dansk klassiker, som jeg især elsker at servere til påskefrokost, julefrokost og andre hyggelige frokoster. Jeg laver tarteletfyldet med kylling, hvide asparges og en cremet opbagt sovs med kyllingefond og aspargesvand.
Jeg koger en hel kylling til fyldet, så jeg samtidig får en smagfuld fond til sovsen. Til sidst fylder jeg de lune, sprøde tarteletter med det cremede høns i asparges og topper med frisk persille.



Tarteletter
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Kylling
- 1 hel kylling (ca. 1200 g, uden indmad)
- 1½ liter grøntsagsbouillon
Sovs
- 40 g smør
- 50 g hvedemel
- 1 dåse hvide aspargessnitter
- 1½ dl aspargesvand
- 3 dl kyllingefond
- 1½ tsk groft salt
- friskkværnet peber
Derudover
- 12 tarteletter
- frisk persille (til pynt)
Sådan gør du
- Rens og skyl kyllingen godt i koldt vand. Læg kyllingen i en stor gryde, hæld grøntsagsbouillonen over, og bring den i kog ved høj varme.
- Kog kyllingen under låg ved svag varme i ca. 45 min..
- Undervejs vil der komme skum fra kyllingen. Brug en ske til at fjerne skummet.
- Gem kogevandet til sovsen, når kyllingen er færdigkogt. Tag kyllingen op, og lad den køle af, til den er kølig nok til at håndtere. Riv derefter kødet fra hinanden med to gafler.
Sovs
- Smelt smøret i en gryde ved middel varme. Tilsæt hvedemelet, og rør godt i ca. 2 min..
- Tilsæt aspargesvandet lidt ad gangen ved middel varme, og rør i ca. 2 min., til sovsen er glat.
- Tilsæt kyllingefonden (2-3 dl), og bring sovsen i kog ved mellemhøj varme under omrøring.
- Vend kyllingekød, aspargessnitter, salt og peber i gryden. Varm fyldet ved middel varme, til det er gennemvarmt.
Anretning
- Lun tarteletskålene i ovnen efter anvisning på pakken.
- Fyld tarteletterne med tarteletfyldet.
- Pynt med frisk persille.
Emmas tips til opskriften


Tarteletfyld med kylling og asparges
Kylling og kyllingefond
Jeg bruger en hel kylling, som jeg koger mør i bouillon. Når kyllingen er færdig, gemmer jeg kogevandet og bruger det som fond i sovsen. På den måde får tarteletfyldet masser af smag fra kyllingen.
Hvide asparges
Jeg bruger hvide aspargessnitter på dåse og gemmer også aspargesvandet. Både asparges og aspargesvand er med til at give fyldet den klassiske smag.
Den opbagte sovs
Sovsen laver jeg som en klassisk opbagt sovs med smør og mel. Derefter tilsætter jeg aspargesvand og kyllingefond lidt ad gangen, inden kylling og asparges vendes i.

Tarteletter med høns i asparges
Jeg serverer tarteletterne lune og sprøde med det varme tarteletfyld og frisk persille på toppen. Herhjemme kommer de især på bordet til påskefrokost og julefrokost, men de fungerer også rigtig godt som både frokost og forret.
Du kan finde flere af mine opskrifter til påskefrokost og julefrokost her.
Andre klassiske retter til frokostbordet
Skal du sammensætte et klassisk frokostbord til påske, jul eller en hyggelig familiefrokost, kan du også servere tarteletterne sammen med nogle af mine andre frokostfavoritter.
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Hvordan laver man tarteletter?
Jeg koger først kyllingen mør og gemmer fonden. Derefter laver jeg en opbagt sovs med smør og mel, som tilsættes aspargesvand og kyllingefond. Til sidst vendes kylling og hvide asparges i, og fyldet serveres i lune tarteletter.
Hvad er tarteletfyld lavet af?
Mit tarteletfyld består af kylling, hvide asparges og en opbagt sovs lavet med smør, mel, kyllingefond og aspargesvand.
Kan tarteletfyld laves dagen før?
Ja. Du kan lave fyldet dagen før og opbevare det i køleskabet. Varm det forsigtigt op inden servering og lun først tarteletskålene, når de skal serveres.
Hvordan får man tarteletfyld tykkere?
Lad sovsen koge lidt længere under omrøring, hvis den er for tynd. Er den for tyk, kan du justere konsistensen med lidt af den gemte kyllingefond.
Kan tarteletfyld fryses?
Jeg ville ikke prioritere frysning af denne opskrift. Den opbagte sovs kan ændre konsistens efter optøning, så jeg foretrækker at lave fyldet frisk eller opbevare det kortvarigt i køleskabet.











































God opskrift. Jeg bruger altid de samme ingredienser og samme fremgangsmåde. Dog plejer jeg aldrig at putte asparges i, men jeg putter altid champignoner fra glas i og dens væske. Mums!
Hej Heidi! Dejligt at du vil dele!! Lækkert med champignon, det vil jeg da prøve en dag!