Vil du følge med? 👇
Gullash
Gammeldags gullash med kartoffelmos
Her får du min opskrift på gammeldags gullash med mørt oksekød, gulerødder og en cremet sauce med paprika, tomatpuré og fløde. Det er lige sådan en gryderet, jeg elsker at sætte over på de kølige efterårs- eller vinterdage, hvor maden gerne bare må stå og passe sig selv, til den er færdig!
Gullashen får lov til at simre i 2-3 timer, så kødet bliver dejligt mørt, og smagen får tid til at udvikle sig. Jeg serverer den med en god hjemmelavet kartoffelmos, og så er der altså ægte simremad på menuen!



Gullash
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 500 g oksekød (fx bov eller tykkam)
- 2 tsk smør
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 300 g gulerødder (ca. 3 stk.)
- 1½ spsk sød paprika
- ½ tsk spidskommen (eller kommen)
- 80 g tomatpuré (ca. 3 spsk.)
- 3 laurbærblade
- 800-900 ml oksebouillon (brug gerne 2 boullionterninger)
- 2 dl fløde
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint. Steg dem i en dyb gryde i smør ved mellem varme i ca. 5 min., til løgene er klare og bløde.
- Skær gulerødderne i mundrette stykker, og tilsæt dem til gryden. Lad dem stege med ved mellem varme i et par minutter.
- Fjern sener og fedt fra kødet med en kniv, og skær kødet i tern på ca. 2 x 2 cm. Kom kødet i gryden, og brun det ved mellemhøj varme, til ternene har fået farve på alle sider.
- Tilsæt tomatpuré, salt, peber, paprika og spidskommen. Lad det stege med ved mellem varme i et par minutter, før du tilsætter oksebouillon og laurbærblade. Tilsæt oksebouillonen lidt ad gangen, til saucen har den konsistens, du ønsker. Jeg brugte 800 ml i alt.
- Sæt låg på og lad retten simre under låg i ca. 2-3 timer.
- Tilsæt fløden, når retten har simret i ca. 1-1½ time, og lad retten simre videre.
- Fisk laurbærbladene op, og server retten med kartoffelmos eller ris.

Mine tips til en god gullash
Brun kødet godt: Giv oksekødet tid til at få stegeskorpe, inden væsken kommer i gryden. Det giver mere smag til den færdige gullash.
Lad den simre: Gullash er en ret, der bliver bedre af tid. Jeg lader den simre under låg i 2-3 timer, så kødet bliver helt mørt.
Tilsæt bouillonen lidt ad gangen: Start med den mindste mængde og tilsæt mere undervejs efter behov. Så er det nemmere at ramme den konsistens, du ønsker.
Oksekød til gullash
Jeg bruger oksekød som bov eller tykkam til min gullash. Det er kød, der egner sig rigtig godt til den lange simretid, fordi det bliver dejligt mørt, når det får god tid i gryden. Jeg skærer kødet i tern og bruner det godt, inden bouillonen tilsættes.
Gullash med kartoffelmos
Jeg serverer allerhelst min gullash med hjemmelavet kartoffelmos – det er bare noget af det bedste jeg ved!
Andre opskrifter på simremad
Er du glad for en god gryderet med mørt oksekød, kan du også prøve min Bøf Stroganoff med bacon, champignon og en cremet sauce.
Du kan også prøve min langtidssimrede oksegryde, hvis du har lyst til endnu en varm og fyldig simreret med oksekød.
Du finder endnu mere inspiration blandt alle mine opskrifter på simremad.
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Hvordan laver man gullash?
Jeg bruner først løg, hvidløg, gulerødder og oksekød. Derefter tilsætter jeg tomatpuré, paprika, krydderier, oksebouillon og laurbærblade og lader retten simre under låg. Fløden tilsættes undervejs, og gullashen får i alt 2-3 timer, så kødet bliver dejligt mørt.
Hvilket kød bruger man til gullash?
Jeg bruger oksekød som bov eller tykkam. Det egner sig godt til simremad, fordi den lange tilberedning gør kødet mørt.
Hvor længe skal gullash simre?
Min gullash får lov til at simre under låg i cirka 2-3 timer. Den lange simretid er vigtig for, at kødet bliver mørt, og saucen får masser af smag.
Hvad serverer man til gullash?
Jeg serverer min gullash med hjemmelavet kartoffelmos. Den cremede mos passer rigtig godt til den fyldige sauce og det møre oksekød.
Kan gullash laves dagen før?
Ja. Gullash er rigtig god at lave dagen før. Opbevar den i en tætlukket beholder i køleskabet, og varm den forsigtigt op inden servering.
Kan gullash fryses?
Ja, den færdige gullash kan fryses. Lad den køle af, inden den kommes i en egnet beholder og sættes i fryseren





























Bare den perfekte ret og opskrift til kølige vinterdage. Anvisninger som at karamellisere gulerødderne inden kødet tilsættes gjorde opskriften endnu bedre …
Hej Ulla! Ej hvor er det dejligt at høre!
Tror også snart jeg vil sætte tænderne i en god omgang gullash igen…
KH
Er ved at lave din opskrift på gullasch. Bruger dog ikke chili eller kommen.
Ellers bruges alle øvrige ingredienser 😊, glæder mig til at smage den
Hvor er det skønt at høre! Glæder mig til at høre om den smagte godt?
KH Emma