Vil du følge med? 👇
Bønnegryde med bagt sellerimos
Vegetarisk bønnegryde med bagt sellerimos
Min bønnegryde er en lidt anderledes vegetarisk gryderet, fordi den bages færdig i ovnen med et lag selleri-kartoffelmos på toppen. Selve bønnegryden laver jeg med sorte bønner, røde linser, gulerødder, peberfrugt og spinat i en krydret tomatsauce.
Bønnegryden kommes i et fad, dækkes med den bløde mos og toppes med ost, inden den bages, til toppen er let gylden. Det giver en dejlig kombination af den krydrede bønnegryde og den bløde mos.



Bønnegryde med bagt sellerimos
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Sellerimos
- 500 g knoldselleri
- 500 g kartoffel
- 1 spsk. smør
- 1 tsk. groft salt
Bønnegryde
- 1 løg
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk stødt spidskommen
- 1 spsk stødt koriander
- 1 spsk mild paprika
- 1 tsk stødt chili
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk karry
- 800 g hakkede tomater (svarende til 2 dåser)
- 4 dl grøntsagsbouillon
- 2 dl røde linser
- 1 spsk Worcestershire sauce (kan undlades)
- 2-3 gulerødder
- 1 peberfrugt
- 90 g frisk spinat
- 240 g sorte bønner (svarende til én dåse, drænet vægt)
- 30 g parmesan (eller mozzarella)
- 1 håndfuld frisk persille
Sådan gør du
Sellerimos
- Skræl selleri og kartoffel og skær det derefter i mundrette tern.
- Kom selleri- og kartoffeltern i en gryde og dæk med vand. Tilsæt salt og kog i ca. 20 minutter, til grøntsagerne er helt møre. Si vandet fra.
- Tilsæt smørret og mos kartoffel og selleri godt med en gaffel eller stavblender, til du har en ensartet og fast mos. Smag til med salt og sæt til side.
Bønnegryde
- Hak løget fint. Skær gulerødderne og peberfrugt i små tern.
- Steg løget i lidt olie i en stor gryde ved mellemhøj varme i ca. 3 min., til det er blødt og let gyldent. Tilsæt spidskommen, koriander, paprika, chili, gurkemeje og karry, og rør rundt i ca. 1 min., til det dufter dejligt.
- Tilsæt hakkede tomater, linser og halvdelen af bouillonen. Linserne koger ind og giver saucen fylde og tykkelse.
- Læg låg på, og lad saucen simre ved lav varme i ca. 30 minutter. Tilsæt resten af bouillonen undervejs i takt med, at saucen koger ind, og rør jævnligt, så den ikke brænder på.
- Forvarm ovnen til 200° varmluft med grill.
- Steg gulerødderne i lidt olie på en pande ved mellemhøj varme i ca. 2-3 min.. Tilsæt peberfrugt, og steg i yderligere 2 min.. Smid spinaten på panden, og rør rundt, til den falder sammen og bliver mørk og blød – det tager ca. 1 min.. Tag panden af varmen.
- Når linserne er kogt ind, smid da gulerod, peberfrugt, spinat og sorte bønner i gryden, og lad det simre ved lav varme i ca. 3 min., til bønnerne er gennemvarme. Smag til med Worcestershire sauce, salt og peber.
- Fordel bønnegryden i et ildfast fad på ca. 20×30 cm, og læg et jævnt lag sellerimos ovenpå. Riv parmesanen eller mozzarellaen, og drys den over. Bag i ovnen ved 200° varmluft med grill i 10-15 min., til mosen får en let sprød og gylden overflade.
- Drys med frisk persille og server straks – retten smager bedst varm.
Emmas tips til opskriften
- Holdbarhed: Retten holder sig fint i køleskabet i op til 3 dage i en lufttæt beholder. Opvarm forsigtigt i gryde eller mikroovn.
- Forberedelse: Bønnegryden kan sagtens laves dagen i forvejen – den smager faktisk endnu bedre dagen efter. Lav sellerimos og bag retten i ovnen lige inden servering.
- Frysning: Bønnegryden (uden mos) egner sig godt til frysning i op til 3 måneder. Optø i køleskabet natten over og varm op i en gryde. Lav frisk sellerimos og bag retten ved servering.


Mine tips til bønnegryde
Lad linserne koge godt ind: De røde linser koger med i tomatsaucen og er med til at give bønnegryden en tyk og fyldig konsistens. Jeg tilsætter bouillonen lidt ad gangen undervejs.
Kom bønnerne i til sidst: De sorte bønner er allerede tilberedte og skal derfor blot varmes godt igennem sammen med grøntsagerne.
Hold øje med mosen i ovnen: Jeg bager retten med grill til sidst, så selleri-kartoffelmosen får en let gylden overflade. Hold øje med den, da det hurtigt kan gå stærkt under grillen.
Sorte bønner og røde linser
Jeg bruger både sorte bønner og røde linser i min bønnegryde. De røde linser får lov til at simre i tomatsaucen og gør saucen dejlig fyldig, mens de sorte bønner først kommer i til sidst. Derudover kommer jeg gulerødder, peberfrugt og spinat i bønnegryden, som giver endnu mere fylde til retten.
Bønnegryde med selleri-kartoffelmos
Til toppen laver jeg en mos af lige dele knoldselleri og kartofler. Jeg koger begge dele helt møre og moser dem med smør og salt. Når bønnegryden er færdig, kommer jeg den i et ildfast fad og fordeler selleri-kartoffelmosen ovenpå. Til sidst drysser jeg med ost og bager retten i ovnen, til mosen har fået en let gylden overflade. Det er netop den bagte mos på toppen, der gør denne bønnegryde lidt anderledes end en klassisk gryderet.
En vegetarisk bønnegryde i ovnen
Jeg serverer bønnegryden direkte fra fadet, mens mosen stadig er varm og gylden på toppen. Til sidst drysser jeg med frisk persille.Retten er fyldig i sig selv med både bønner, linser, grøntsager og selleri-kartoffelmos, så jeg synes ikke, den behøver andet tilbehør.
Prøv også min linsegryde med tofu og grøntsager
Er du glad for fyldige vegetariske gryderetter, kan du også prøve min linsegryde med tofu og grøntsager. Den laves med grønne linser, tofu, broccoli, squash og peberfrugt i en cremet sauce.
Er du på udkig efter comfort food? Så hop ind og se alle mine simreretter.
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Hvordan laver man bønnegryde?
Jeg laver min bønnegryde med sorte bønner, røde linser og grøntsager i en krydret tomatsauce. Bønnegryden kommes derefter i et fad, dækkes med selleri-kartoffelmos og bages med ost på toppen.
Hvilke bønner bruger man til bønnegryde?
I denne opskrift bruger jeg sorte bønner. De er allerede tilberedte og skal derfor blot drænes og varmes igennem i bønnegryden.
Hvordan laver man bagt sellerimos?
Jeg koger knoldselleri og kartofler helt møre og moser dem med smør og salt. Mosen fordeles oven på bønnegryden, drysses med ost og bages i ovnen, til toppen er let gylden.
Kan bønnegryden laves i forvejen?
Ja, selve bønnegryden kan sagtens laves dagen i forvejen og opbevares i køleskabet. Jeg laver sellerimosen og bager retten færdig inden servering.
Kan bønnegryde fryses?
Ja. Jeg fryser helst bønnegryden uden sellerimos. Lad bønnegryden køle helt af inden frysning, og lav frisk sellerimos, når retten skal serveres.


























Hej Emma
Er det muligt at forberede retten/”samle den” dagen før at den skal bruges så den bare skal i ovnen aftenen efter uden anden forberedelsestid?
Vh Emma
Hej Emma,
Sorry for sen svar! MEN, det tror jeg helt sikkert at du kan. Tror dog resultatet bliver bedst, hvis du laver mosen på dagen.
KH Emma
Lækker varmt krydret vegetarret.
Dog tog vi spinaten for sig.
Jeg lavede dobbelt portion, så der er masser i fryseren.
Hvor lyder det bare skønt!! Og god ide med dobbelt portion til fryseren!
Dejlig ret som blev godkendt af begge unger (en altædende og en skeptiker).
Lavede lidt småjusteringer til hvad vi lige havde i huset; byttede fx peberfrugt ud med majs og persille mod timian, og ingen spinat (det havde nok været at stramme buen ifht skeptikeren).
Kartoffelsellerimos var nyt for mig, men får 10/10 og det er ikke sidste gang jeg laver det til andre retter også!
Hej Kitt! Tak for at dele! Det lyder da bare alle tiders – dejlig vi fik skeptikeren med om bord også!;) Og god ide med majs også!!