Vil du følge med? 👇
Tomattærte med butterdej
Nem tomattærte med sprød butterdej
Denne tomattærte med butterdej er en nem og farverig tærte med sprød butterdejsbund, cremet ricotta og friske tomater. Den tager kun omkring 30 minutter at lave og er rigtig god, når jeg vil servere noget enkelt, der samtidig ser flot ud.
Jeg serverer gerne tomattærten som en lille forret, til brunch eller som en del af et tapasbord. Her bager jeg butterdejen først og kommer ricotta og friske tomater på bagefter, så tomaterne bevarer deres friske smag.



Tomattærte med butterdej
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 plade butterdej (firkantet form)
- 1 æg (til pensling)
- 3-4 tomater (store, gerne i forskellige farver)
- 6 tomater (små, gerne i forskellige farver)
- 150 g ricotta ost
- frisk basilikum
- ¼ tsk salt
- friskkværnet peber
- 4 spsk pesto (valgfrit, grøn eller rød, til topping)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180° varmluft.
- Rul butterdejen ud, og rids en firkant ca. 1 cm fra kanten hele vejen rundt med en kniv (se fremgangsmåde i video). Rids kun overfladen, så du ikke skærer igennem dejen. Efter bagningen skal midten tages ud, så der bliver plads til fyldet.
- Pensl kanterne med sammenpisket æg, og bag butterdejen i ovnen i ca. 20 min., til kanterne er gyldne og sprøde.
- Lad bunden køle helt af. Løsn derefter forsigtigt den indridsede midte med en kniv, og tag den ud, så der bliver plads til fyldet.
- Smør bunden med ricotta og fyld den derefter med skiver af tomater.
- Pynt med frisk basilikum, og drys med friskkværnet salt og peber.
- Top evt. med klatter af pesto og NYD.
Videoopskrift
Tips til tomattærte med butterdej
Lad butterdejsbunden køle helt af, inden du kommer ricotta og tomater på. Ellers bliver ricottaen varm, og bunden kan hurtigere miste sin sprødhed.
Når du ridser kanten i butterdejen, skal du passe på ikke at skære hele vejen igennem. Det er med til at give tærten den flotte, hævede kant.
Jeg samler helst tomattærten kort før servering. Så får du den bedste kombination af sprød butterdej, cremet ricotta og friske tomater.
Tomater og ricotta
Jeg bruger både store og små tomater, fordi det giver et flot udtryk på tærten. Skær tomaterne i forholdsvis tynde skiver, så tærten er nem at skære og spise.
Ricottaen fungerer som den cremede bund under tomaterne. Sammen med frisk basilikum, salt og peber behøver tærten ikke ret meget mere for at få masser af smag.
Tomattærte som forret og til tapas
Tomattærten er især god som en let forret eller skåret i mindre stykker til et tapasbord. Jeg synes også, den fungerer rigtig godt til brunch eller som en lille appetizer, når der skal flere retter på bordet.
Flere opskrifter med butterdej
Min butterdejstærte med laks er toppet med flødeost, laks, dild og kapers og er god til både frokost og som forret.
Mine små butterdejstærter med pikant, feta og tomat er portionsanrettede små tærter, som er nemme at servere som hapsere.


















